Skyderier i København og omegn. Hvad gør vi?

Tirsdag aften blev der skudt efter en bil i Herlev og det blev bogstavelig talt startskuddet på en uge med skyderier i København og omegn.

Det er højest sandsynligt en konflikt internt i bandemiljøet, der er blusset op. Reaktionerne ovenpå skyderierne har været forventlige – højere straffe, krav om udvisning (hvornår lærer vi som samfund at tage ansvar for dem, der er født og opvokset her?), og hvem ved måske endnu en bandepakke?
Vi er allerede på den tredje bandepakke – og har de virket? Tror vi, en fjerde vil virke bedre end de tre foregående?

Jeg tror ikke på, vi skal gå tilbage til en fuser. Jeg tror, vi skal tænke nyt – eller dvs. vi politikere skal tænke nyt, for dem, der arbejder med området, har svarene. Og svarene er ikke straf, men forebyggelse. Ja, du læste rigtig forebyggelse. “Nej nej, nej Jeanné, nu er du altså alt for naiv”, har du måske lyst til at sige. Og til det vil jeg så svare, næh egentlig ikke, for det virker. Og hvis straf var sådan et vidundermiddel, hvorfor er der så meget kriminalitet i lande med netop høje straffe? Kriminelle begår kriminalitet på trods af hårde straffe – sådan er det. At det så hjælper på vores allesamens retsfølelse, at kriminelle kommer bag lås og slå i lang tid, dét er en helt anden sag, som jeg ikke vil berøre her, for jeg vil tale om, hvad vi kan gøre fremadrettet.

Men lad mig lige starte ved begyndelsen – eller baggrunden om du vil – for hvad er grunden til, at unge – primært mænd – bliver en del af en bande? Det handler langt hen ad vejen om tilhørsforhold. Det handler om anerkendelse. Det handler om spænding og det handler om risikovillighed. Og så handler det også om mangle på alternativer. Og ja, det er også et socialt problem. Mange af de unge kommer fra dysfunktionelle hjem, de er måske blevet slået som børn, de er ikke blevet stimuleret på den rigtige måde i deres barndom, og mange har været anbragt udenfor hjemmet.

Så hvis vi vender bøtten på hovedet og begynder at betragte dem som ofre fremfor gerningsmænd, kan vi måske hjælpe dem. I nogle kommuner har man haft stor succes med den tilgang. Man har tilbudt dem lektiehjælpere, så de kunne komme tilbage på skolebænken. Man har hjulpet dem med at finde et sted at bo og lært dem, hvordan regningerne skal betales, og på den måde vist dem, at der er et alternativ til den kriminelle vej.

Men det er jo noget, man gør, når skaden er sket. Når de unge allerede er kommet i uføre. Hvad med at starte endnu tidligere? Sætte ind allerede i børnehaven? For ja, det kan allerede ses, hvem der potentielt kan ende i en bande allerede i børnehavealderen. Tegnene er tydelige – mangel på visse sociale kompetencer f.eks. Vores pædagoger er dygtige, og de kan helt sikkert se, når et barn er i mistrivsel. Men kan de gøre noget? Det kan de, men det kræver ressourcer – ressourcer, som mangler i mange kommuner.

Hvis vi fortsætter ad den vej, vi går i dag, er en ting sikkert. Det bliver dyrt – både menneskeligt og økonomisk. Udgifterne til kriminalforsorgen stiger i takt med at flere bliver dømt. Og ja, selvfølgelig skal dem, der går rundt og skyder, straffes. Det kan ingen være uenige i, men det nu, vi skal agere anderledes, det nu, vi skal have de unge, der er på vej ind i bandemiljøet, ud!

Fra Sverige viser undersøgelser, at ét (ja 1!) bandemedlem over en 15-årig periode koster samfundet 23 millioner svenske kroner i tabte skatteindægter og offentlige udgifter (læs mere her). Vi kan godt nok få meget forebyggelse for den pris. Og så skal man jo også samtidig tænke på fremtidige generationer – altså når bandemedlemmer selv får børn. Det er derfor en god samfundsøkonomisk og menneskelig investering at bruge penge på forebyggelse fremfor straf.

Og nu er det jo ikke sådan, at der ikke bliver brugt penge på forebyggelse i dag, men ikke nok, og heller ikke hurtigt nok.

I fremtiden ønsker jeg, at vi skal bruge pengene klogt. Vi skal forske i, hvad der virker. Og vi skal tage fat i forskellige faggrupper. Socialrådgivere, pædagoger, politifolk og lærere er selvfølgelig en del af det, men måske skal vi også inddrage andre faggrupper. Hvad med hjerneforskere – for hvad sker der egentlig med hjernen i slutningen af teenageårene og i staten af tyverne? Og måske kan vi også lære noget af forskningen om krigsveteraner? Bandemedlemmerne er jo i en form for krigsmode, når konflikten kører på sit højeste. Der er mange muligheder, og dem bør vi udforske. Ikke kun for det enkelte bandemedlems skyld, men for samfundets skyld, for ingen ønsker den utryghed, vi oplever, når de unge skyder på hinanden på gader og stræder.

Skriv et svar

Luk menu