Debataften om integration i Rødovre d. 18/9-18

I går aftes var jeg til debataften i Rødovre, hvor emnet var integration. Radikale Venstre stod for arrangementet og havde udover Sofie Carsten Nielsen inviteret Morten Bødskov og Joachim B. Olsen. Sidstnævnte havde dog for travlt, så han kom ikke alligevel. Eftersom afbuddet kom 5 minutter før start, var Mogens Brauer (C), som sidder i kommunalbestyrelsen i Rødovre, sød at træde til.
Aftenen startede med spørgsmål fra André Bentsen (red. på Rødovre Lokal Nyt), som var ordstyrer. På spørgsmålet om, hvordan han selv ville integrere sig i et nyt land svarede Morten til stor morskab at han ville gå ind på den første bar og bestille en øl.
Det lyder jo meget let, og det er heller ikke helt forkert – for det er jo en god måde, at møde lokalbefolkningen. Faktisk har jeg selv gjort brug af den teknik. Det virkede i Mexico, men det virkede ikke i Cuba. Så det handler langt hen ad vejen om dels, hvem du møder, og dels om hvordan du bliver mødt. I Mexico fandt jeg venner for livet, i Cuba lærte jeg aldrig andre end min eksmand og hans familie rigtigt at kende. Der var nemlig ikke den store vilje, hos dem jeg mødte, til at lære mig at kende.

Men nu skal det ikke handle om mig, og mine egne erfaringer med integration i andre lande, men om debatten i går. Og hvor enige paneldeltagerne faktisk var. Og det tror jeg faktisk, mange af os er langt hen ad vejen. Vi har bare glemt at lytte til hinanden – især på nationalt TV, hvor det handler om, at markere uenighederne. Så hvad kan vi blive enige om?
Jeg tror, vi alle kan blive enige om at
– antallet betyder noget. Selvfølgelig gør det det! Hverken det hele eller halve af verden skal komme til Danmark.
– vi skal blive bedre til at integrere. Ja, igen selvfølgelig skal vi det! Men vi er faktisk ret gode allerede – men mere om det længere nede.
– vi skal stille klare og tydelige krav til både indvandrere og flygtninge.
– alle skal lære dansk, når de kommer til Danmark.

Så langt så godt. Men hvad er så problemet? Hvorfor nærmest råber politikerne af hinanden, når vi taler om integration? Nok fordi, vi alle mener, vi har den bedste løsning på de udfordringer, vi står overfor. Og fordi vi er nogen – mig inklusiv, der er virkelig trætte af den måde, emnet debatteres på.

Ja, vi skal tale om de problemer, der er på nogle punkter, når det gælder integration. Men nej, vi skal ikke gøre ting, der ikke er et problem, til et problem. Og her kan vi jo tage debatten om både burka og håndtryk. Vi bruger vores tid til at tale om væsentlige ting, som ingen betydning har for langt flertallet af hverken flygtninge og indvandrere. Det er meget få, der går med burka (i de ti år, jeg bar undervist udlændinge i dansk har jeg mødt én kvinde, der havde burka på), og det er også meget få, der ikke vil give håndtryk (jeg har aldrig oplevet, at en mandlig kursist ikke ville trykke mig i hånden).

Hvad vi ikke taler om, er de fejl vi før har begået, og er ved at begå igen. For 30 år siden, stillede vi ikke krav til indvandrerne om at de skulle lære dansk. Og det er en stor medvirkende faktor, til nogle af de problemer, vi står med i dag. Forældrene har ikke kunnet hjælpe deres børn nok i deres opvækst. Forældrene har haft fysisk hårde og nedslidende jobs, som har gjort, at mange af dem nu ikke længere kan arbejde. Forældrene har ikke fået en dansk omgangskreds, for de har arbejdet i jobs uden kolleger eller med primært andre udlændinge som kolleger. Og ja, det er et problem. Og ja, der er nogle sociale udfordringer, som bliver givet videre til næste generation. En generation, som dog langt hen ad vejen har valgt at uddanne sig.

I dag er vi igen begyndt at skære på danskuddannelserne til udlændinge, og vi har indført brugerbetaling for visse grupper. Der bliver også skåret ned på folkeskoler og uddannelser. Modersmålsundervisning er de fleste steder afskaffet. Vi har berøringsangst. Og vi er for kulturdeterministiske i vores tilgang til visse grupper, der kommer til Danmark.

Og det er netop det jeg vil have et opgør imod. Vi skal tilbage på sporet, se problemerne (altså de rigtige problemer og ikke de imaginære) i øjnene og så begynde at gøre noget! Vi skal sørge for at alle lærer ikke bare dansk, men også om dansk kultur på sprogskolerne (og her taler jeg ikke om flæskesteg og øl, men om f.eks. vores uformelle omgangstone på arbejdspladserne). Vi skal investere massivt i tidlig indsats. Hvis børn ikke bliver sprogstimuleret nok hjemmefra (sproget er underordnet) skal familien have de rette værktøjer. Vi skal investere i folkeskolen, så også de elever, der ikke kan få hjælp til lektierne derhjemme, kan få en reel chance og så skal vi holde op med at skære ned på både erhvervs- og videregående uddannelser. Vi skal gøre danskuddannelserne gratis igen og stille ordentlige kvalitetskrav til udbyderne.

Det løser ikke alt i morgen, men det er et skridt på vejen. For sådan er virkeligheden – vi kan ikke løse problemerne med et snuptag, men vi kan løse meget, ved at tænke langsigtet.

Skriv et svar

Luk menu